Design City

Udvikling af en ny bydel mellem Koldings bymidte og naturområdet ved Kolding Fjord er i fuld gang. Design City Kolding er et ambitiøst projekt, hvor en helt ny bydel på 90.000 m2 etageareal skal udvikles og opføres i de kommende år.

Allerede nu rummer Design City Kolding uddannelsescenter, kontorhus, ungdomsboliger og en tunnel under Østerbrogade, som binder Design City Kolding sammen med det nye universitet og med det øvrige campusområde. Flere finanshuse er under opførelse – og bydelen forventes desuden at at komme til at rumme boliger, detailhandel, caféer samt kultur og fritidsaktiviteter. Projektets idégrundlag er baseret på bæredygtighed, nye samarbejdsformer og innovation gennem design.

Visionen for bydelen Design City er at understøtte Koldings position som en designby, der skal være med til at udvikle det kraftcenter for viden og undervisning, der ligger umiddelbart ved siden af Design City i Campus Kolding.

Lokalplanen for området, hvor Design City ligger, er udarbejdet på baggrund af et ønske om at udvikle Kolding Åpark til et centerområde med mulighed for blandede funktioner herunder bolig, erhverv, uddannelse og detailhandel.

Lokalplanens formål er at skabe en ny, unik og moderne bydel med en stærk identitet og høj arkitektonisk kvalitet i et nutidigt formsprog. Bydelen skal indeholde et miks af beboelse, uddannelse, liberalt erhverv, restauranter, caféer, serviceerhverv, kultur- og fritidsaktiviteter m.v.